Johannes Grand og Helle Jensen spørger i JP 5/10-25, om afstanden fra beslutningstager til patient er blevet for stor. De peger samtidig på de absurde dokumentationskrav og meningsløse algoritmer, som præger sundhedsvæsenet. Jeg er enig. Afstanden til de politiske beslutningstagere er ikke bare stor, den er nærmest institutionaliseret. Det er en indgroet kultur, både i det politiske system og i sundhedsvæsenet selv.

Mine 15 års erfaring fra det retspsykiatriske afsnit R1 på Skejby bekræfter billedet. Jeg har aldrig set regionspolitikere i "felten", og offentligt ansatte deltager sjældent i den offentlige debat. Frygten for repressalier og afskedigelser er reel. Når dele af sundhedsvæsenet kritiserer systemet, bør nogle af pilene også vendes indad.

Er sundhedsvæsenet sygt? Ja. Det har man tilsyneladende også ment nationalt, siden man med sundhedsreformen splitter regionerne op og starter forfra, fra fem til fire regioner, med sundhedsråd og styrkelse af det nære sundhedsvæsen. Det giver håb, men personalets tryghed og trivsel mangler stadig. Det ses i højt sygefravær, rekrutteringsproblemer og manglende fastholdelse. Dygtige medarbejdere bliver syge, får diagnoser og afskediges. Det er uacceptabelt, både for dem og for de patienter, der har brug for stabil og kompetent behandling.

Vi har statsministerens ord for, at man ikke skal gå på arbejde for at blive syg. Det burde være stof til eftertanke for afdelingsledelser og for Regionsrådet i Midtjylland, som kender til ulovlige afgørelser i personalesager og ser bort fra kritisable forhold for indlagte patienter, alene for at "banke" personale på plads. Det afskærer medarbejdere fra at deltage i samfundsdebatten, som ellers kunne være en del af behandlingen af et sygt system.

Ser vi på personalesituationen, er omkring halvdelen af social- og sundhedsassistenterne 50 år eller ældre. Der mangler snart 5.000, og over 15 år vil det give uoverskuelige udfordringer. Genindlæggelser i psykiatrien, stofferelaterede problemstillinger og pressede botilbud er også symptomer på et system i ubalance, og der mangler løsninger.

En del af behandlingen må være en kulturændring: Fra "ingen tør sige noget" til "det er trygt og ønskeligt at sige alt". Det kræver mod, ledelsesmæssig ansvarlighed og politisk vilje. Ellers risikerer vi, at sundhedsvæsenet forbliver sygt, og at både patienter og personale betaler prisen.