Møgsager og dårlige meningsmålinger står på rad og række, og SVM’s 3-års jubilæum overdøves af valgtrommernes stigende lyd. Regeringen fremstår handlingslammet, hvilket ses i de forskelligartede signaler fra de tre partier: Integrationsminister Rasmus Stoklund vil forbyde burka/niqab og afskaffe julehjælp til muslimer, Moderaterne presser på for momsfrie grøntsager, og Venstre taler om udtræden af Menneskerettighedskonventionen. Udebliver et forårsvalg, er der langt til oktober.

I Danmark bygger demokratiet på parlamentarisk kontrol. Folketinget skal kunne stille spørgsmål, indkalde ministre og holde regeringen ansvarlig. Men med en flertalsregering ændres balancen. Med 90 mandater kan regeringen gennemføre sin politik uden at lytte til oppositionen. Det giver stabilitet, men også risiko for, at kritik reduceres til ord uden indflydelse, og brede kompromiser bliver overflødige.

Det bliver særligt problematisk, når der opstår mistanke om lovbrud. Mink-sagen viste, hvordan en regering med flertal kan fortsætte uden at frygte konsekvenser, selv når beslutninger træffes uden lovhjemmel. Når regeringen ovenikøbet bruger sit flertal til at blokere en undersøgelseskommission, undermineres Folketingets kontrol fuldstændigt. Magten kan ikke granskes, og borgernes tillid til regeringen og retssamfundet forvitrer, altså nedbrydes over sigt, og bliver først klart, når det er for sent at rette op.

Det samme gælder Lars Løkke Rasmussens forsøg på at købe et folketingsmandat. At en så alvorlig sag hurtigt gled ud af den offentlige debat uden vedholdende undersøgelse, er et demokratisk svigt. Når regeringspartnere accepterer sådanne forhold uden at kræve klarhed, bliver de medansvarlige for at udhule demokratiets kontrolmekanismer. Hvorfor vælger Socialdemokratiet og Venstre tavsheden frem for gennemsigtigheden? Når partierne dækker over hinanden, er det ikke blot strategi, men en undergravning af borgernes ret til sandhed.

Når loven ikke er lige for alle, også regeringen, er det et angreb på demokratiets grundpiller. Det skaber en farlig præcedens, hvor fremtidige regeringer kan beskytte sig selv frem for borgerne. Derfor er mindretalsregeringer ofte mere demokratiske. De tvinger til samarbejde, til at lytte til flere stemmer og skabe løsninger, der favner bredt. Og vigtigst: de sikrer, at Folketingets kontrol ikke blot er symbolsk, men reelt fungerer som værn mod magtmisbrug.

Når den parlamentariske kontrol svækkes, burde medierne træde til som borgernes kritiske vagthund. Men alt for ofte nøjes de etablerede medier med overfladiske vinkler og hurtige overskrifter frem for dybdejournalistik. Sager som minkskandalen og mandatforsøget burde have været genstand for grundig afdækning. I stedet glider de hurtigt ud af debatten, og dermed mister vi den nødvendige kritiske belysning af magtens praksis.

En flertalsregering burde give stabilitet og arbejdsro. Men med stabiliteten følger ansvar. Politikere skal sikre gennemsigtighed, overholde loven og fungere som moralske forbilleder. Demokratiet styrkes, når samarbejdet bygger på åbenhed og respekt. Det modsatte sker, hvis man dækker over dårlige sager gennem nepotisme og tavse aftaler, efter princippet “dækker du over mig, så dækker jeg over dig.” Så undergraves tilliden til både regeringen og demokratiet.

SVM-regeringen har vist, at den tilsidesætter Folketingets kontrol, når det passer den. Minkskandalen, mandatforsøget og de tavse aftaler er ikke enkeltstående fejl, men symptomer på en magtudøvelse, hvor ansvarlighed og gennemsigtighed viger for bekvemmelighed. Når kontrolmekanismer svækkes, og kritiske spørgsmål ikke undersøges til bunds, undergraves demokratiets fundament. Overskriften er derfor ikke blot en konstatering, men en realitet: SVM ignorerer den parlamentariske kontrol og svigter sin forpligtelse til at være borgernes garant for lovlighed og tillid.

Interessante spørgsmål presser sig på. Fungerer vores demokrati? Grundlæggende ja, men den seneste regeringsperiode har sat kontrollen ud af kraft. Det er en glidebane, hvor offentlige institutioner i stigende grad tyer til manipulation, som Region Nordjyllands fejlregistrering af ambulancebaser, der gav et misvisende billede af beredskabet. Eller når en direktør på sociale medier sår tvivl om højesterets dommerpanel på baggrund af køn, selvom sagens kerne var jura. Sådanne usaglige betragtninger kan sidestilles med politikere, der mangler ordentlighed.

Kan vi som borgere acceptere en regeringspraksis, der tilsidesætter den parlamentariske kontrol? Nej. Meningsmålinger og den offentlige debat taler deres tydelige sprog: borgerne har fået nok. Den aktuelle politiske kultur, præget af kammerateri og nepotisme, er ikke længere acceptabel. Der skal en ny retning til. Vi skal have ordentligheden tilbage i dansk politik.

Hvis ordentligheden ikke vender tilbage, og politikere ikke hviler på forvaltningslovens princip om inhabilitet, svækkes kontrollen yderligere. Når en mindretalsopposition ønsker en undersøgelse, burde flertalsregeringen lade tvivlen komme sagen til gode, alene af hensyn til demokratiets kontrolmekanismer. Den offentlige debat mister sin troværdighed, hvis magten dækker over sig selv. Demokratiet styrkes derimod, når gennemsigtighed og ansvarlighed er fundamentet.

Jeg gætter på det komne folketingsvalg bliver et spejlbillede af seneste kommunalvalg. Der med også en ny retning for Danmark, med en tilbagevenden til en parlamentarisk kontrol af vores demokrati.