Grønlands sikkerhed
Grønlændere er og bliver grønlændere. Det kan der ikke laves om på, og Set fra gulvet, Så har USA siden Anden Verdenskrig varetaget sin militære sikkerhed i Arktis gennem etableringen af de baser i Grønland, som amerikanerne har vurderet nødvendige. Det er sket i fuld forståelse og enighed med Rigsfællesskabet. Derfor er USA’s interesse i Grønland i dag ikke et spørgsmål om militær nødvendighed, den del har de allerede håndteret i årtier. Det handler derimod om, hvem Grønland vælger at samarbejde med, og hvor tæt disse samarbejdspartnere får lov til at komme på grønlandsk territorium.
Efter min opfattelse bør Grønland være yderst tilbageholdende med at indgå tætte partnerskaber med Rusland og Kina, hvis sådanne samarbejder, indebærer fysisk tilstedeværelse i landet. Et rent handelsmæssigt forhold, udveksling af varer og tjenester, kan være uproblematisk. Men alt, der rækker ud over det, bør vække alvorlig eftertanke.
Begrundelsen er enkel. Kinas behandling af menneskerettigheder og deres aggressive linje over for Taiwan gør landet til en problematisk partner. Ruslands invasion af Ukraine, den systematiske undertrykkelse af egen befolkning og den aktuelle trussel mod Europa gør situationen endnu mere alvorlig. Hertil kommer russiske skyggeflåder i Østersøen og Kattegat samt cyberangreb og droneaktivitet, som allerede skaber uro i vores nærområde.
Hvis Grønland vælger et tæt samarbejde med Rusland eller Kina, vil USA med stor sandsynlighed betragte det som en direkte sikkerhedsrisiko. Det er i dette lys, man bør forstå USA’s voksende interesse for Grønland. Ikke som et ønske om at overtage landet, men som et ønske om at forhindre rivaliserende stormagter i at få fodfæste i Arktis.
Derfor bør Grønland klart og tydeligt markere, at landet selv bestemmer, hvem det samarbejder med, men samtidig afvise enhver form for samarbejde med Rusland og Kina, der indebærer fysisk tilstedeværelse i landet. Gøres det ikke, risikerer Grønland, at dets selvbestemmelse bliver sat under massivt pres, fordi USA, uanset hvem der sidder i Det Hvide Hus, vil reagere kraftigt for at holde rivalerne ude af Arktis.