Skolesamarbejde skal styrkes, for at sikre et roligt undervisningsmiljø, med aktivt engagement fra Byrådet. I den danske folkeskole er det skolebestyrelsen, der fastlægger de overordnede principper for samarbejdet mellem skole og hjem. Forældrene har traditionelt ansvar for at deltage i forældremøder, skole-hjem-samtaler samt sociale og faglige arrangementer. Skoleledelsen og lærerne har ansvar for at håndtere de pædagogiske og organisatoriske udfordringer og fungerer som primære aktører i dialogen om elevernes trivsel og faglige udvikling. Denne kommunikation retter sig både mod forældre, skolebestyrelse og Byråd.

 

Et velfungerende samarbejde mellem skole og hjem er afgørende for børns trivsel, læring og sociale udvikling. Derfor bør Byrådet spille en mere aktiv rolle i at understøtte og videreudvikle samarbejdsformer, der styrker fællesskabet omkring skolen. Det kan ske gennem tættere dialog med skolebestyrelserne, deltagelse i relevante fora og ved at sikre, at politiske beslutninger afspejler skolernes konkrete behov og virkelighed.

 

I takt med den stigende bekymring for børns opvækst og trivsel har politikere i stigende grad engageret sig i spørgsmål om forældres opdragelse. Som led i denne udvikling blev der i 2022 nedsat en Børnekommission med det formål at fremlægge anbefalinger til, hvordan børns rettigheder og trivsel kan styrkes, samt hvordan Danmark kan forbedre indsatsen for at beskytte og fremme børns livsvilkår.

 

Børnekommissionen har fremlagt en række anbefalinger, som på mange måder er både relevante og velbegrundede. Blandt andet peger kommissionen på behovet for en mere nuanceret forståelse af begrebet trivsel, da børn med særlige udfordringer sagtens kan trives, når de mødes med respekt og anerkendelse på deres egne præmisser. Denne tilgang harmonerer fuldstændigt med min mærkesag om at bevare Specialbørnehaven Lucernevejen i Randers, som netop formår at skabe rammer, hvor børn med infantil autisme bliver set, hørt og støttet ud fra deres individuelle særlige behov.

 

Folkeskolen står i dag over for alvorlige udfordringer med uro, udadreagerende adfærd og stigende mistrivsel blandt eleverne. Dagspressen er fyldt med modsatrettede holdninger og debatindlæg, og i forsøget på at håndtere mistrivslen risikerer vi at miste blikket for familien som det primære fundament, hvor børns trivsel bør have sine rødder. I stedet rettes opmærksomheden mod Techgiganterne, det offentlige system, lærere, pædagoger, kulturelle strømninger, kommunalpolitikere og Christiansborg, og dermed glider forældreansvaret i baggrunden. Denne forskydning af fokus risikerer at overskygge en afgørende samtale, måske den mest centrale af alle, nemlig samtalen om det moderne forældreskabs rolle i udviklingen af børns selvforståelse og deres evne til at indgå i folkeskolens fællesskab.

 

Handler denne samtalen der med om, hvorvidt vi skal turde være autoriteter, der opdrager kærligt og tydeligt med fokus på følelsesmæssig selvregulering, vedholdenhed, tro på egne evner og ansvarsfølelse. Karakteregenskaber der, ud over at være tilstræbelsesværdige i sig selv, også fungerer som afgørende beskyttelsesfaktorer for den enkelte. Kan vi i tillæg dertil lære vores børn, at perioder med uro og nedtrykthed ikke er udtryk for noget sygeligt eller farligt, men hører tilværelsen til, så vil det også fremme trivslen, som man må forstå Børnekommissionen.

 

Mistrivsel kan gøre det svært for børn og unge at deltage i almindelige aktiviteter, og motivationen kan aftage, og i ubehandlede tilfælde kan mistrivselen øge risikoen for angst, depression, stres og selvskadende adfærd. Den langvarige mistrivsel kan senere i livet fører til kriminalitet og misbrug. Derfor er det helt afgørende der handles på børn og unges mistrivsel.

 

Jeg tror, det er en udbredt opfattelse, at tilliden til privatskolerne generelt er større end til den offentlige folkeskole, især når det gælder læring, trivsel og personlig udvikling. I Randers ligger landets formentlig største privatskole, Randers Realskole, som også er en af de mest markante. En direkte sammenligning mellem privatskoler og folkeskoler er dog sjældent retfærdig, da de opererer under vidt forskellige vilkår.

 

En væsentlig forskel ligger i, at Randers Realskole har mulighed for at tilbyde krav om, at elever og forældre accepterer og forstår skolens værdigrundlag og retningslinjer. Her er der fokus på gensidig respekt i et fællesskab, hvor mobning ikke tolereres, og det er et grundlæggende vilkår, man må tage for pålydende, hvis man ønsker at være en del af skolen.

 

I den offentlige folkeskole er det ikke muligt at stille samme krav, da skolen har pligt til at modtage alle børn i Kommunen. Det betyder, at man ikke kan forvente samme grad af værdimæssig fællesforståelse fra starten. Men forskellen handler ikke kun om værdigrundlag og adgangskrav. Det handler også om undervisningsmetoder og evnen til at nå børnene dér, hvor de er. Her ligger en af de største pædagogiske udfordringer og muligheder for folkeskolen.

 

Men hvordan skaber vi et roligt og trygt undervisningsmiljø i folkeskolen? Det kræver et styrket samarbejde mellem skole og hjem, med et tydeligt engagement fra byrådets side. Fundamentet må være en klar forventningsafstemning, hvor byrådet bakker op om, at børn skal kunne indgå i skolens fællesskab. Et fællesskab, som er defineret af skolebestyrelsen i samarbejde med ledelse og lærere.

 

Når børns adfærd skaber uro og udadreagerende situationer, må forældreansvaret aktiveres. Her er der behov for en ny tilgang til konflikthåndtering. DanmarksDemokraterne tager afsæt i konkrete og alvorlige sager, hvor lærere er blevet overfaldet, har fået kastet genstande efter sig, er blevet truet verbalt og har oplevet stærkt intimiderende episoder. Det har ført til langtidssygemeldinger, og i værste fald, at lærere har måttet forlade faget. Det er helt uacceptable forhold med store menneskelige og økonomiske konsekvenser, som vi ikke kan acceptere.

 

Vi ønsker at indføre en praksis, der minder om den, man allerede kender fra daginstitutionerne. Når et barn bliver sygt, tilkaldes forældrene, som henter barnet hjem. Samme princip bør gælde i skolen, når et barn udviser voldsom uro eller udadreagerende adfærd, skal forældrene tilkaldes og tage ansvar. Det opfølgende arbejde i disse sager, kan ende i socialforvaltningen, hvis forældrene ikke kan håndtere deres børn. Det bør være en helt almindelig og tydelig praksis i folkeskolen, når der skal handles på adfærd, som forstyrrer undervisningen og truer trivslen. Vi erkender, at en sådan løsning kan kræve opbakning fra Christiansborg, og det vil vi arbejde for.